Døden er forunderlig, fascinerende, mystisk og tabubelagt – en uundgåelig del af livet.
Døden kan man regne med.
I et rent sansebombardement, hvor det individuelle syn på døden flettes med forskellige kulturelle opfattelser af afslutningen på livet, tager forestillingen SNIP SNAP SNUDE døden under behandling. Det er danserens levende krop i leg med visuelle virtuelle elementer og døden som den evige dansepartner.
SNIP SNAP SNUDE sætter perspektiv på vores opfattelse af døden – din, min og naboens!
Forestillingen er en kollage, som gennem visuelle tableauer og ultrakorte stemningsgivende lydbilleder sammenstiller udvalgte vestlige symboler og klicheer om døden med realiteterne. SNIP SNAP SNUDE kaster lys på vores traditioner, vores berøringsangst og vores tabuer i forhold til døden og det er ikke uden sprækker til optimismen. Livet skal leves akkurat som døden skal mødes – de to er betinget af hinanden.
SNIP SNAP SNUDE
Idé og koreografi : Helle Bach
Interaktions design: Signe Klejs
Dansere: Johan Amselem, Anders Christiansen og Carina Raffel.
Lyddesign og komposition af musik: Emil Sebastian Bøll
Lysdesign: Anja Myung Hansen
Projektledelse: Kasper Egelund/ No Jazz
Produktion: dadadans
Administration: Projektcentret/ Dansens Hus
Varighed: 60 minutter
Minimum scenemål: 11 meters dybde x 9 meters bredde
Opførelser: Archauz, Århus, 4 – 10 april 2010. Kapellet på Assistens Kirkegården, København, 2 – 14 marts 2010.
SNIP SNAP SNUDE blev produceret med støtte fra Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Willhelm Hansen Fonden, Kulturudviklings puljen – Århus kunstråd, Region Midtjylland og KBH. Kommune underskudsgarenti.